Fuglekiggeri i Ruaha, Usangu, Kitulo-plateauet og nærliggende områder

Det nordlige Tanzania er et kendt rejsemål for fuglekiggere fra hele verden. Tidligere har vi skrevet om de mange fuglearter i Serengeti og Ngorongoro, Lake Manyara og Tarangire nationalparker samt det rige fugleliv i Arusha og Kilimanjaro nationalparker nær byen Arusha. I denne artikel ser vi nærmere på de sydlige områder, som tiltrækker både professionelle ornitologer og engagerede fuglekiggere på fuglerejser i Tanzania.

Det sydlige Tanzania er præget af vidtstrakte, tørre sletter og flodsletter samt flere sovende vulkaner og forholdsvis lave bjergkæder, der falder ned mod Nyasa-søen, også kendt som Malawi-søen. Områderne ligger bemærkelsesværdigt tæt på både et af landets tørreste områder og det sted i Tanzania, der får mest regn. Det første område er de store landskaber omkring Great Ruaha River, og det andet er de sydøstlige skråninger af bjergkæden omkring Rungwe-bjerget. Her ligger også et stort vandreservoir, som tiltrækker mange vandfugle. Områderne giver gode muligheder for at gå på opdagelse, med hundredvis af fuglearter at finde på en fuglerejse i Tanzania.

Ruaha nationalpark

Ruaha nationalpark er Tanzanias næststørste nationalpark efter Nyerere nationalpark. Nationalparken dækker et stort, tørt område i den sydligste del af Maasai-steppen. Ruaha nationalpark ligger på den vestlige bred af Great Ruaha River, som sjældent tørrer ud, selvom området får meget lidt regn. Nationalparken regnes derfor for et af landets tørreste beskyttede områder. Landskabet består af sletter med skovområder mod syd og vest.

Nationalparken rummer cirka 400 til 500 fuglearter. Det nøjagtige antal er dog svært at fastslå, da de vigtigste områder med adgang for rejsende er grundigt undersøgt, mens store områder langt fra lodges og lejre stadig er forholdsvis lidt udforsket. Ruaha nationalpark har potentiale til at være et meget interessant område for fuglekiggeri.

Ruaha har bestande af tanzanianske endemiske arter som askestær (Lamprotornis unicolor) og gulkravet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Andre tanzanianske endemiske arter, du kan se i Ruaha, omfatter tanzaniansk rødnebet hornravn (Tockus ruahae) og tanzaniansk masket væver (Ploceus reichardi).

Der er dog tegn på, at tanzaniansk masket væver også findes i Zambia, og at askestær også findes i Kenya. Der er også uenighed om tanzaniansk rødnebet hornravn, hvis videnskabelige navn henviser til Ruaha. Ikke alle ornitologer betragter den som en selvstændig art. I nogle klassifikationer er den registreret som en underart af nordlig rødnebet hornravn (Tockus erythrorhynchus). Det var i øvrigt den nordlige rødnebede hornravn, der blev forbillede for den kendte fugl Zazu fra Disneys tegnefilm Løvernes Konge. Gulkravet dværgpapegøje er desuden blevet indført til nabolandene Burundi og Kenya. Om disse arter reelt er endemiske, er derfor stadig et åbent spørgsmål. Det ændrer dog ikke ved fuglenes egen skønhed, som fortsat fascinerer fuglekiggere.

Ud over disse arter tiltrækker Ruaha store flokke af abdimstorke (Ciconia abdimii) og hvide storke (Ciconia ciconia). En anden interessant fugl her er hvidkronet vibe (Vanellus albiceps) med gule hudlapper i ansigtet. Den er kendt for at kunne forsvare sin rede og sine små unger højlydt og effektivt mod alle indtrængende, også store ubudne gæster som flodheste.

En smuk sabelnæb i Ruaha nationalpark er abyssinsk sabelnæb (Rhinopomastus minor). Dens purpurblå fjerdragt glimter i solen, og det krumme orange næb kan ses på lang afstand. Usambiro-skægfugl (Trachyphonus darnaudii), hvis videnskabelige navn henviser til den afrikanske opdagelsesrejsende Joseph Pons d'Arnaud, er også let at få øje på i busksavannen. Enhver fuglekigger vil sætte pris på at se hvidhovedet bøffelvæver (Dinemellia dinemelli) og sorthættet socialvæver (Pseudonigrita cabanisi), som første gang blev beskrevet af Afrikaforskeren Gustav Fischer.

Nogle af Ruahas smukkeste fugle er purpurgranatastrild (Granatina ianthinogaster), hvidbuget larmfugl (Crinifer leucogaster), ellekrage (Coracias garrulus) og lille biæder (Merops pusillus). Den lille biæder har fået sit navn efter sin størrelse. Den er den mindste af de afrikanske biædere og bliver højst 17 cm lang. Her kan også nævnes gråhovedet sølvnæb (Spermestes griseicapilla). Den skal du kigge efter nær vand.

Sortmasket steppehøne (Pterocles decoratus), som er interessant at lede efter i tornekrat, falder godt sammen med savannens jordfarver. Hannen af stålblå vidafinke (Vidua hypocherina) er en usædvanligt flot fugl. I parringstiden får den en lang hale og når dermed en længde på 31 cm. Der er også observeret mindst seks andre arter af vidafinker her, som kendes på deres meget lange haler. Som eksempel kan nævnes bredhalet paradisvidafinke (Vidua obtusa). Målinger af kroppen med hale viser ofte en samlet længde på 36 cm.

En af de mest interessante rovfugle i Ruaha er Eleonorafalk (Falco eleonorae). Falken er opkaldt efter Eleonora d'Arborea, en markant europæisk hersker fra 1300-tallet, som var kendt for sin usædvanlige humanisme i sin samtid. Hun indførte blandt andet en lov, der beskyttede rovfugle på Sardinien. Eleonorafalk yngler i Middelhavsområdet og flyver især til Madagaskar og nærliggende øer om vinteren. Undervejs gør falkene ophold i Tanzania, særligt i de tørre sydlige områder.

Falkenes trækruter var genstand for debat i mange år fra 1950'erne og frem. Siden er der gjort betydelige fremskridt i forståelsen af Eleonorafalkens flyveruter, herunder forskellene mellem hanners og hunners ruter samt unge og voksne fugles ruter. Det er stadig særligt at se europæiske fugle begive sig ud på den lange rejse til Madagaskar om vinteren og finde hvile i det tørre landskab i det sydlige Tanzania.

Mtera-reservoiret

Nordøst for Ruaha nationalpark ligger et stort reservoir på op til 660 km². Det blev skabt i 1975 ved at opdæmme Ruaha-floden. Mange døde træer står tilbage på bunden af reservoiret. Nogle vurderer, at der er over en million. Stederne tiltrækker store mængder vandfugle, som har gode muligheder for at bygge rede i de døde træer.

Blandt de fugle, der yngler i reservoiret, er storskarver (Phalacrocorax carbo), som ofte ses siddende i solen med vingerne bredt ud for at tørre, og afrikanske slangehalsfugle (Anhinga rufa). Slangehalsfuglene har, ligesom skarver, ingen olie til at beskytte fjerene mod vand, og derfor kan du også se dem sidde ved vandet og tørre vingerne i vinden.

Blandt vandfuglene ved Mtera skiller fiskehejren (Ardea cinerea) sig ud som et umætteligt rovdyr, der æder næsten alt, hvad den kan fange. Den lokker byttet ud af vandet med forskellige metoder: Den kaster skygger med sit store vingefang for at tiltrække byttet, forstyrrer vandet nær bredden, bevæger benene hurtigt og stjæler til tider bytte fra andre fuglearter. Hejrer bliver omvendt ofte selv mål for andre rovfugle, for eksempel afrikanske flodørne (Haliaeetus vocifer). Disse kraftige ørne udgør en trussel mod mange vandlevende dyr, mindre fugle, krybdyr og enkelte pattedyr. Afrikanske flodørne er dokumenteret i angreb på skildpadder, varaner og selv små krokodiller samt harer, aber og dik-dik-antiloper.

Reservoiret huser hundredtusindvis af landsvaler (Hirundo rustica). Afrikanske skestorke (Platalea alba) med deres markante, lange, skeformede næb kan også ses her, når de bevæger sig fra side til side i vandet og fanger bløddyr, krebsdyr, insekter, larver og små fisk.

Nær reservoiret ligger et stort vådområde, som også er værd at undersøge, hvis du vil finde hvidmasket fløjteand (Dendrocygna viduata) og brun fløjteand (Dendrocygna bicolor). De har fået deres navn, fordi de frembringer en fløjtende lyd. Ænderne kan bygge rede både på jorden og i træer.

Afrikanske jacanaer (Actophilornis africanus) ses ofte i området med deres usædvanligt store fødder og kløer. De gør det muligt for jacanaerne at bevæge sig sikkert oven på vandplanter. Den kastanjebrune farve i fjerdragten gør dem tydelige i vandet. En anden fugl, som tiltrækkes af vandet, er sporegåsen (Plectropterus gambensis). Sporegæs har en særlig egenskab: De kan være giftige. Hvis mennesker spiser deres tilberedte kød, kan det være dødeligt. Den dødelige egenskab skyldes deres føde, som omfatter blisterbiller, hvis ydre skal indeholder det organiske giftstof cantharidin.

Almindelige arter i disse vande er knobænder (Sarkidiornis melanotos), rødnebede ænder (Anas erythrorhyncha) og afrikanske dværgænder (Nettapus auritus) med metalgrønne rygge. Sidstnævnte fugle er især interesserede i frø fra åkander. Planterne er en god indikator for, hvor du skal lede efter dværgænder.

Usangu-sletterne

Syd for Ruaha nationalpark ligger en flodslette med periodiske oversvømmelser mange steder samt flere permanente vådområder og rismarker. De store vandmængder tiltrækker et bredt udvalg af fuglearter og er med til at gøre området anerkendt som et vigtigt fugleområde. I området findes klynger af akacietræer, miomboskove og endda baobabtræer. Der er dog også mange åbne, næringsfattige græsenge.

Området har en omfattende liste med over 400 fuglearter. Især vandfugle tiltrækkes af risplantagerne. Blandt de markante arter er brun fløjteand (Dendrocygna bicolor), den truede grå krontrane (Balearica regulorum) og sporegås (Plectropterus gambensis).

På disse sletter kan du finde hvidkronet vibe (Vanellus albiceps), kaspisk præstekrave (Charadrius asiaticus), stylteløber (Himantopus himantopus), sort ibis (Plegadis falcinellus), afrikansk åbenæb (Anastomus lamelligerus), gulnæbbet stork (Mycteria ibis), rødbrunbuget hejre (Ardeola rufiventris), tophejre (Ardeola ralloides), som er en markant natjæger, silkehejre (Egretta garzetta) samt andre arter fra lavlandsenge og vådområder.

Usangu-sletterne er det eneste kendte levested i Østafrika for en større koloni af sortvingede braksvaler (Glareola nordmanni). De stammer fra stepperne i Østeuropa, Kasakhstan og Rusland og trækker til Afrika i vinterhalvåret. Bestanden har desværre været faldende, og arten klassificeres i dag som næsten truet. Laptranen (Grus carunculata), som ofte ses på rismarkerne, har også status som sårbar. Dobbeltbekkasinen (Gallinago media), der er kendt for sine bemærkelsesværdige nonstoptræk over lange afstande, bruger også disse sletter som vinterområde efter rejsen fra Nordeuropa.

Usangu menes at være det eneste sted i Tanzania, hvor der lever fire arter af sporegøg: kobberhalet sporegøg (Centropus cupreicaudus), sort sporegøg (Centropus grillii), senegalsporegøg (Centropus senegalensis) og hvidbrynet sporegøg (Centropus superciliosus). Sidstnævnte er kendt for at komme frem for at jage under græsbrande, hvor den fanger insekter, der flygter fra ilden.

Mindst to arter, der er endemiske for Tanzania, findes her: askestær (Lamprotornis unicolor) og gulkravet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

Denhams trappe (Neotis denhami) kan flyve hertil fra det nærliggende Kitulo-plateau. Man har bemærket, at fuglene tiltrækkes af afsvedne græsarealer. Trapperne jager slanger, gnavere og insekter og spiser fra tid til anden andre fugles unger samt planter. Nogle gange følger de hovdyr, fordi de er interesserede i den afføring, dyrene efterlader. Forklaringen er, at Denhams trapper gerne spiser møgbiller.

Kitulo-plateauet

Kitulo-plateauet ligger i det sydlige Tanzania i 1.800 til 2.961 m over havet. Plateauet består primært af bjergenge og har et stort farvespil. I 2005 blev der oprettet en nationalpark med samme navn. Den blev den første tropiske afrikanske park, der er dedikeret til beskyttelse af planteliv. Nationalparken er især kendt for sine 45 orkidéarter og har i alt 350 arter af blomstrende planter.

Plateauet omfatter tre skovreservater og en malkekvægsfarm, og det præcise antal fuglearter er stadig ukendt og kræver yderligere undersøgelser. Nationalparken på plateauet får desværre forholdsvis få besøgende, fordi der kun findes få store dyr inden for parkens grænser. Fuglekiggere bør dog ikke overse området, for det har sin egen tiltrækningskraft.

Blandt plateauets fugle findes Denhams trappe (Neotis denhami), en sjælden savannefugl. I vintermånederne søger steppehøg (Circus macrourus) og lille tårnfalk (Falco naumanni) tilflugt i området. Rødnakke-lærken (Mirafra africana) hører også hjemme på Kitulo. Fuglen er kendt for sin bemærkelsesværdige tolerance over for observatører på tæt hold.

På plateauet er der også set korthalet piber (Anthus brachyurus), Shelleys frankolin (Scleroptila shelleyi) og vagtel (Coturnix coturnix).

Plateauet er hjemsted for angolasvalen (Hirundo angolensis), en smuk fugl med stålblå fjer. To større rovfugle i området er augurvåge (Buteo augur) og lannerfalk (Falco biarmicus). Augurvågen jager rotter og firben, mens lannerfalken fanger andre fugle i luften.

Andre interessante arter her omfatter Njombe-cisticola (Cisticola njombe), bjergenke (Euplectes psammacromius) og Kipengere-frøæder, også kendt som Tanzania-frøæder (Crithagra melanochroa), der regnes for endemisk for landet.

Rungwe-bjerget

Tæt på Kitulo-plateauet rejser Rungwe-bjerget sig, dækket af tropiske skove. Denne sovende vulkan når en højde på næsten 3.000 m. De sydøstlige skråninger af dette bjergområde får rigelig nedbør, med et årligt gennemsnit på op til 3 m, og udgør det vådeste område i hele Tanzania. Det omkringliggende vigtige fugleområde omfatter tre større skovområder samt flere mindre skovreservater.

På Rungwes skråninger lever flere interessante fuglearter, blandt andet mørk turteldue (Streptopelia lugens), bjergnatravn (Caprimulgus poliocephalus), bjergvåge (Buteo oreophilus), skægbartfugl (Pogoniulus leucomystax) og båndhalet trogon (Apaloderma vittatum).

I Rungwes bjergskove kan du finde mange fugle, blandt andet Chapins apalis (Apalis chapini) og bjerggulbug (Iduna similis). Som navnet antyder, trives denne sanger i subtropiske og tropiske bjergskove, og den foretrækker at spise insekter, især fluer.

Smalnæbbet stær (Onychognathus tenuirostris) tiltrækker opmærksomhed med sin elegante, spidse hale og hannernes markante blåsort fjerdragt, som skinner klart i sollyset. En anden art i området er Kenricks stær (Poeoptera kenricki). Dens primære levested ligger i det centrale Tanzania, men den findes også flere steder i Kenya.

Områderne er også hjemsted for flere markante fuglearter, blandt andet orange jorddrossel (Geokichla gurneyi), bjergenke (Euplectes psammacromius), baglafechtvæver (Ploceus baglafecht), rødmasket astrild (Cryptospiza reichenovii) og pirolfinke (Linurgus olivaceus). Arterne findes typisk i skovområder. Blandt Rungwes bemærkelsesværdige arter er skov-dobbeltkravet solfugl (Cinnyris fuelleborni) og bronzesolfugl (Nectarinia kilimensis). Disse solfugle lever af blomsternektar, insekter og edderkopper. Det er værd at bemærke, at solfugle ofte sammenlignes med sydamerikanske kolibrier og australske honningædere som Afrikas pendant.

Umalila-bjergene

Vest og syd for den sovende Rungwe-vulkan ligger flere skovreservater. Reservaterne er desværre blevet kraftigt påvirket af omfattende opdyrkning. Alligevel er området stadig et vigtigt levested for mange fuglearter, selvom den fulde artsrigdom endnu ikke er undersøgt til bunds.

Området er præget af stejle bakker med fragmenterede skovpartier. Blandt arterne findes olivenflanket jordrødstjert (Cossypha anomala) og afrikansk bjergtimalie (Sylvia abyssinica). Sidstnævnte kan ofte kendes på sine melodiske triller i den tætte vegetation. De lokale skove er levested for Shelleys bulbul (Arizelocichla masukuensis) og orange jorddrossel (Geokichla gurneyi). Det er værd at bemærke, at olivendrossel (Turdus olivaceus) er blevet observeret i Umalila-skovene, selvom dens typiske levested normalt forbindes mere med det sydlige Afrika. Et interessant træk ved olivendrossel er dens evne til at efterligne andre fugles sang.

Blandt de bemærkelsesværdige observationer i Umalila-bjergene er fuglearter, som er forholdsvis sjældne målt på deres bestandsstørrelse i Tanzania. Rapporter om sådanne observationer er særligt værdifulde. Blandt fundene er sydlig brunstrubet væver (Ploceus xanthopterus) og brun amarant (Lagonosticta nitidula). Begge fugle er flotte arter og oplagte motiver i enhver engageret fuglekiggers fotosamling.

I området er der registreret observationer af grøn skægfugl (Stactolaema olivacea). Disse sociale fugle kan ses i flokke på op til otte individer, hvilket giver mulighed for at observere deres fælles adfærd. Nær vandløb i højlandet kan du støde på Bertrams væver (Ploceus bertrandi). Sorte savvingesvaler (Psalidoprocne pristoptera) samles ofte nær vandområder, typisk parvis eller i endnu større grupper. Fuglene er som regel stille og flyver ofte direkte over trækronerne, hvilket gør det vanskeligt at observere dem tæt på eller få et godt fotografi.

I den kolde årstid i det sydlige Afrika kan du med lidt held møde perlebrystet svale (Hirundo dimidiata). Disse svaler trækker fra kontinentets sydlige dele til Umalila-bjergene, som udgør den nordligste del af deres udbredelsesområde.

Hvis du retter blikket østpå fra Umalila-bjergene, finder du Udzungwa-bjergsystemet, som er kendt for sit særlige endemiske dyreliv og planteliv. Denne artikel gennemgår Udzungwas lokale fugle samt fuglene i Selous. Mod vest fra Ruaha og Usangu-sletterne venter lige så interessante områder, blandt andet Rukwa-søen og Katavi nationalpark, som begge kan anbefales til fuglekiggere. Hvis du vil have et samlet overblik over Tanzanias bedste steder til fuglekiggeri, kan du læse vores guide med titlen "Tanzania: De 10 bedste steder til fuglekiggeri".

Vil du vide mere om oplevelser i Tanzania?

Kontakt vores team. Vi har besøgt alle de mest populære destinationer i Tanzania. Vores rejsekonsulenter med base ved Kilimanjaro deler gerne deres råd og hjælper dig med at planlægge en rejse, der sætter sig spor.

Læs flere interessante artikler